Sur stråle

Har din hest sur stråle?

Vi oplever ofte, at hesteejere ikke genkender sur stråle hos deres heste og derfor ikke får afhjulpet problemet i tide. Det betyder for mange heste, at de står med ømme stråler i så slem grad, at de har smerter og/eller er halt.

Hvordan genkender man sur stråle hos sin hest?

Sur ståle kan se ud på mange måder. Nogle gange er der en fæl lugt forbundet hermed, men det er ikke altid tilfældet. For at illustrere, hvordan sur stråle kan se ud, og du kan genkende problemet, har vi her nogle eksempler:

Hvordan ser sur stråle ud, hvis vi kigger på de indre dele af hoven?

Herunder ser vi en hov, der er skåret igennem, billede 8, så de indre dele af hoven kan ses – strålen, den digitale pude osv. Strålen her er angrebet af bakterier og svamp, der tilsammen udgør sur stråle.

Tegning af en hov, billede 9, hvor man kan se de indre dele og hvor tæt på knogler og sener en dyb infektion kommer.

Vi forbinder ofte det fugtige vejr i efteråret og vinteren for tidspunktet, hvor der opstår problemer i hestens hove. Sur stråle kan dog også forekomme om sommeren under tørkeperioder, hvor strålen er hård og fremstår tør. Selvom en infektion i en tør stråle ikke nødvendigvis lugter og sandsynligvis ikke udleder det klistrede sorte materiale der ellers er kendetegnet ved sur stråle, er det stadig yderst smertefuldt for hesten.

Uanset om problemet er opstået om sommeren eller vinteren, så er det ikke sikkert, at hesten i første omgang udviser tegn på ømhed eller ubehag. Heste er dygtige til at kompensere, og når de oplever ømhed eller ubehag i den bagerste del af hoven, justerer de skridtlængden for at undgå at lægge pres på den ømme stråle og i stedet lande med tåen først.

Hvad betyder det for min hest, at den lander tå først?

En sund hov kræver en veludviklet caudal (den bagerste del af hoven) struktur for at sikre optimal affjedring og stødabsorbering. Det opnår man ved at opmuntre hesten til at lande hæl først i stedet for tålanding. Når din hest lander tå først, lander den på den tyndeste del af sålen, hvor der ingen stødabsorberende effekt er, og hvor stødet fra hovens landing ikke kan spredes og dermed absorberes af hestens underekstremiteter (den nederste del af hestens ben), som ikke er designet til dette. Derudover har den tyndeste del af sålen den mindste beskyttelse af de mest følsomme dele af hoven såsom hovbenet.

En sund stråle hjælper med at beskytte det følsomme område, der udgør den digitale pude (det bløde væv under strålen, der adskiller strålen og hælen fra de underliggende sener og knogler). Billede 8 og 9 viser tydeligt, at der i tilfælde af sur stråle ikke er megen beskyttelse af disse dele.

Hvordan ser en sund stråle så ud?

Herunder er billeder af sunde hov med sund stråler. Billede 10 viser en hov der er gennemskåret på samme vis som hoven med sur stråle på billede 8.

Billede 10

Her ses tydeligt en sund stråle, der har tilpas volumen. Den digitale pude er ikke påvirket, og der er god beskyttelse af de indre dele. Dertil er der en fint udviklet digital pude.

Nedenfor, på billede 11 og 12, ses to sunde hove, hvor strålen er uden infektion. En sund stråle har ikke en dybere sulcus (den midterste del af strålen) end det ses på billederne.

Hvordan opstår sur stråle?

Der kan være flere årsager til, at heste får sur stråle. Som beskrevet ovenfor har det stor betydning, hvordan din hest bevæger sig og altså hovens landing. Alene det, at hesten lander tå først, kan være med til, at den udvikler sur stråle.

Hesten har brug for at bevæge sig mange kilometer hver dag, både for at holde sig mentalt og fysisk sund. Når hesten bevæger sig og sætter hoven i jorden, lægger den vægt på strålen og det omgivende væv. Det gør, at strålen tømmes for materiale, som hesten har trådt op i hoven, og dermed renses hoven. Strålen er også en fungerende del af hovens blodgennemstrømning. Stærkt forsimplet kan den beskrives som en del af venepumpen, der sørger for at pumpe blodet tilbage til hestens hjerte. En god blodgennemstrømning er med til at holde hoven sund.

Andre faktorer til opståen af sur stråle kan være mangel på spormineraler. Hvis hesten er i underskud, har kroppen ikke de byggesten, der skal til for at bygge en god og sund hov.

For meget sukker og stivelse i hestens kost kan have en inflammatorisk effekt på hesten og medvirke til, at hesten udvikler sur stråle.

Selvom mange beskriver et fugtigt miljø som den primære årsag til sur stråle, er det altså mere sandsynligt forårsaget af mange andre ting, som beskrevet tidligere. Dermed skal det ikke forståes således, at det ingen betydning har, hvis hesten står i et vådt og uhygiejnisk miljø på daglig basis. Der er blot mange andre faktorer, der også spiller ind.

Hvad gør man ved sur stråle?

Vedholdenhed er nøglen til at hjælpe din hest af med sur stråle. Sørg for, at hesten bevæger sig hensigtsmæssigt og i et sundt miljø, som tidligere beskrevet. Du skal på daglig basis rense og påføre et middel, der påvirker både svamp og bakterier. Mange produkter på markedet er temmelig hårde og indeholder kemikalier, der kan være skadelige eller give kræft hos hesten og/eller endda skade det nye væv. Det er altså af stor betydning, at der bruges et produkt, der både tilskynder ny vækst og selvfølgelig også afhjælper infektionen, hvilket er med til at reducere de smerter, som hesten oplever ved sur stråle.

https://hoofrehab.com/Articles.html

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *